Målet og vejen
| Tillad mig at starte bagfra, når jeg kort skal beskrive vejen og målet. Målet for mig er en hest, der, med sin rytter på, strækker halsen hvelvet frem og op, løfter ryg og lænd, kipper bækken og tager bæring bagtil. Den skal være i perfekt balance på de fire “verdenshjørner” – benene. Dertil kommer, at den, som sin rytter, skal være afspændt. Afspændt vil sige, at den bruger mindst mulig muskelkraft, til at udføre det ønskede. Rytteren, der sidder rank og balanceret, skal have en fornemmelse af lethed, blødhed og kommunikation så fin, at det næsten føles som tankeoverførsel. Det er en spændende og måske lang rejse, at komme til dette mål med sin hest, men selve vejen bliver målet efterhånden som man når sine delmål, mærker en ny ting virke og får en aha-oplevelse sammen med sin hest. At bære sin rytter på ovenstående måde, kræver udover teknik også korrekt og god muskelstyrke hos hesten. Uden at gå for meget i detaljer med muskler, så vil jeg alligevel nævne, at nogle af de vigtigste muskler sidder i området omkring skulder, manke og øverste/bagerste del af halsen. Disse muskler skal dels “trække” rygsøjlen op og dels løfte hele brystkassen (og rytteren) op mellem skuldrene. Uden tilstrækkelig styrke i disse, vil et forsøg på korrekt samling være forgæves og på bekostning af hestens fysiske velbefindende. Hvis ens hest ikke har styrken endnu, til at bære med musklerne, så kan man heldigvis “snyde”. Nakkebåndet, som går fra kraniet til torntapperne (på ryghvirvlerne) ca. midt under sadlen, har evnen til at løfte ryggen, når hesten sænker hals og hoved. Dvs. at vi når vi rider hesten frem og ned (remonte) får vi ryggen foræret samtidig med at de “gode” muskler så småt kan begynde at hjælpe til og bliver stærkere. Efterhånden som hesten er klar kan den langsomt bære sig højere fortil og lavere bagtil. |
Men hvordan får man så hesten til at sænke hals og hoved? Nogle heste gør det bare de får lang nok tøjle, mens andre gemmer på spændinger, som først skal slippes. Den mest almindelige årsag til disse spændinger er problemer med balancen – højre/venstre-balance eller forpart-/bagparts-balance og ligeudretning, men det kan selvfølgelig også være andre ting. Når årsagen til spændingerne forsvinder, og dermed også spændingerne, så vil tyngdekraften helt gratis trække halsen ned – smart… Og her kommer vi så til kommunikationen, fordi for at kunne hjælpe hesten i balance og ligeudretning, må vi kunne fortælle den, hvad den skal gøre. Dvs. at vi, før noget andet, må indlære nogle velfungerende/fine signaler, så vi med stop, start, drej, bak, langsommere, hurtigere og vig til siden-signaler kan rette den ind og hjælpe den i balance. Vha. timet pres og eftergift og adskilte signaler, kan man opnå en hest der reagere på små fine signaler, og som ved, at når den gør hvad vi ønsker, så er der ro, fred og ingen form for forstyrrelse. Når det så er sagt, så er alle heste og mennesker jo stadig forskellige, og skønt der er en rækkefølge at gøre tingene i, så vil der altid være undtagelser, hvor en anden metode er hensigtsmæssig. Og jo flere værktøjer man har i kassen, jo flere muligheder har man for at hjælpe den enkelte hest og rytter. |
